Hjem
Op

KTI Roskilde

Clubrace klasse 2, Opvisningsløb
20-21 September 2003

En rimeligt underlig dag...
Under træningen blev jeg ved med at snurre rundt for enden af langsiden og køre stakkels Søren i Uno'en af banen. Vi var heldigvis naboer i pitten og Søren tog det med godt humør. Det skal der nok også til for at blive ved med at køre Clubrace Standard. Der har ikke været nogen voldsom stor tilslutning til klassen...

Tilsyneladende lykkedes det at få ordnet problemerne med den utætte oliekøler adapter. Der blev i hvert fald ikke spildt olie denne gang. Til gengæld må jeg have overspændt bolten, der holder generatoren da den blev monteret igen - Da der var ca. 4 omgange tilbage af lørdagens heat knak bolten og efterlod generatoren liggende mellem motoren og køleren!

Jeg bemærkede ladelampen, men tænkte at det måtte være en elektrisk fejl - det lyder jo ikke usandsynligt i en 26 år gammel Alfa Romeo vel?
Desværre var det jo langt værre, eftersom drivremmen til vandpumpen var forsvundet da generatoren flyttede hjemmefra. Og 4 omgange heatkørsel uden vandpumpe blev for meget for den gamle dame... Den kunne humpe sig over målstregen med rimelig hastighed, men toppakningen var smadret.

Det blev dermed årets sidste heat, da jeg skifter motor til næste sæson og ikke syntes det var besværet værd at skifte toppakningen blot for at kunne deltage i heatet om søndagen også...

Med tider på 0:46:6 var jeg næsten et sekund langsommere end Martin Knudsen og 2½ sekund langsommere end Ulrik Jensen i deres mere motorstærke GTV'er. Så det var ikke med stort vemod at vi nu sagde farvel til den gamle motor...

Til gengæld havde jeg nu mulighed for at hjælpe Marie og de andre officials med det praktiske.

Vi ses på banen i 2004!